Opera
Jeg har meget at takke opera for.
- Som 12-13 årig dreng at være i operaen med min far og se ham græde til La boheme
- Som en genre, hvor jeg som musiker har fået store oplevelser af at være backing for sangerne
- Som en karriereplatform hvor jeg i årene 1994-2001 var med til definere dansk kammeropera som leder af Den Anden Opera i København
Og så fordi det var operaen der fik mig ud af skabet som forfatter, da komponisten Lars Klit, efter vi uden held havde spurgt en række rigtige forfattere om de ville skrive en libretto til operaen Angelo, sagde at jeg skulle skrive den libretto.
Det gjorde jeg så og syntes godt jeg kunne finde ud af det. Da jeg kort efter, ved et ophold på San Cataldo, skrev på en ny opera, skete der det at jeg, udover operateksten, skrev det ene digt eller prosatekst efter den anden. Det var som et digebrud og jeg har skrevet siden. Jeg mangler at stille op med den obligatoriske roman, den er skrevet, men den har ikke rigtig fundet sin grund til at lade sig udgive endnu ...
Om Angelo
Jeg har altid betragtet Lars Klit som en af de stærkeste musikdramatiske komponister i DK. I min tid på Den Anden Opera bestiltes en række operaer af Lars Klit og der var altid noget helt særligt på færde. Efter måske 10 års tavshed fra Lars på operafronten, nærmede jeg mig ham igen med en ide til en opera baseret på en ide af Gabriel Garcia Marquez, nemlig hans lille bog 'beretninger om et forudsigeligt mord'.
Da Lars fik mig overtalt til at skrive librettoen, genlæste jeg bogen, der på ingen måde var som min erindring om den.
Jeg huskede den som et ubønhørligt lineært forløb - i stil med Ravels Bolero - men bogen er jo et virvar af stemmer, indbyrdes modsigende erindringer og alt andet end en lineær fortælling. Jeg endte derfor med at skrive librettoen ud fra den erindring jeg havde om bogen, snarere end ud fra bogen - hvilket ligger helt i tråd med bogens karakter og form. Alt er erindring, og derfor ikke til at stole på.
Operaen havde premiere i 2012, spillede 8 gange, og var i mine øjne og ører et fantastisk værk, som jeg ikke forstår ikke enhver operachef i hele verden siden har sat op igen og igen.
OMTALE: Seismograf | Komponistbasen | Kristeligt Dagblad | Seismograf II
Om 'De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne'
I 2013 eller 2014 var jeg blevet så meget forfatter at jeg en overgang havde en notesbog liggende ved siden af sengen, og en morgen vågnede jeg op og så linien "de mørkeblå lillakvinder i villakvartererne" skrevet ind i bogen.
Jeg synes det var en kuriøs sætning og skrev på Facebook om det der skriveri, var noget jeg skulle arbejde videre med og straks svarede komponisten Jexper Holmen at han gerne ville skrive en opera med den titel.
Vi tog hinanden på ordet og jeg skrev en ret voldsom, symbolistisk tekst hvor karaktererne havde franske navne, undtagen Erika, der til gengæld kun udtrykte sig med citater fra Wagners operaer.
Historien er ubehagelig, den unge kvinde Adele føler sig indespærret i sit hus, i omverdenens forventninger og i sine egne fantasier, eller tolkning af den omgivende virkelighed.
Omkring hende opstår små katastrofer af tiltagende styrke og voldsomhed, samtidigt med at vi bliver i stadigt større tvivl om hvorvidt der er et barn i huset eller ej.
Jexper Holmen skrev en gennemført konsekvent klaustrofobisk musik med parallelle clusters hele vejen igennem, men hvor utroligt det end lyder, fungerede det perfekt.
OMTALE: Information
Anders Nordentoft: Hvis du havde talt
Til min store glæde spurgte komponisten Anders Nordentoft om ikke jeg ville skrive teksten til det musikdramatiske værk han skulle skrive i forbindelse med hans hverv som huskomponist for Athelas Sinfonietta.
Anders vidste kun to ting om det værk han skulle skrive: At det skulle indeholde linjen : Du tog mit hjerte, vildt og blidt og blødt, samt at det skulle forholde sig til en af Marcus Aurelius "Meditationer" som i ny oversættelse siger dette:
Se, stjernerne sejler på himlen
se som om du selv var i deres centrum
elementernes evigt foranderlige dans
afspejles i stjernernes billeder
Sådan kan al jordisk smerte vaskes bort
af himmelske visioner
Se stjernerne sejle på himlen
I mellem disse to tekst stumper spændte vi et kærlighedsunivers ud, mellem kvinden Stella og den navnløse mand, der bærer på en skyld han ikke kan finde ud af at fortælle om, og derfor ikke kan få tilgivelse for.
Det er ikke lykkedes os at få sat operaen op - vi har ellers nogle fantastiske billeder af mandens supertanker og Stellas lille båd, der til slut svæver mod himlen og bliver til et stjernebillede i vores hoveder...
Værket fik dog en koncertant opførelse i oktober 2022 med Athelas Sinfonietta, Signe Asmussen og David Kragh Danving som to fremragende solister.
Samarbejdet med Anders Nordentoft er fortsat og der ligger nu 3 sange og venter på deres uropførelse.
De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne - 2014
> Libretto